Sweet spots

Den Sjællandske kyst er så smuk og variereret. MEGET smuk. Men, der er nogle steder, hvor man må knibe sig i armen, fordi kyst og hav tilsammen fremstår så unikt. Steder, som man får lyst til at vise andre og til at tage tilbage til og vandre igen.

Jeg har på kortet nedenfor forsøgt at markere mine sweet spots. Måske kender du dem, måske har du lyst til selv at vandre dem. God fornøjelse. Jeg håber, du vil støtte min indsamling til Scleroseforeningen. Tak.

sweet spots

1: Hundested Havn – Skansen – Knud Rasmussens hus – Kikhavn: Gå på klinten ved Hundested og oplev, hvordan fjord møder hav og få et flot langt kig langs Nordkysten. Polarforskeren Knud Rasmussens borgvilla kan du besøge – her forberedte han sine Grønlands-ekspeditioner. Du kan gå på Nordkyststien, som i øvrigt fortsætter hele vejen til Helsingør.

2: Kysten mellem Liseleje og Tisvildeleje: Flottere og bredere sandstrand, finere badevand, klit og plantage får man nok ikke til kystvandring. Al det hav og sand giver sådan et fint lys. God tur. Husk badetøjet.

3: Nakkehoved fyr og lejrplads: Sjællands nordligste punkt, fyr, fyrkro, skov, klint. Der er stenet strand men suppleret med den fineste lille teltplads i skoven med havkig. Hvad kan man mere forlange?

4: Kysten ved Hornbæk Strand: Nordkysstien langs Hornbæk Strand, fra Krogvej til Hornbæk. Kystnær sti når den er allerflottest og med kig til Sverige og Kullen. Det er svært at lade være med at bade her.

5: Havneringen og havnebade i Københavns Havn: Havn er jo ikke natur, men Københavns Havn er alligevel en vandretur værd. Havneringen er en fin cykel- og vandrerute rundt om det meste af havnen fra Sjællandsbroen til Nordhavn. På varme dage er der mange fine havnebade at hoppe i.

6: Avedøreværket, Kystholmen: Her er nok nærmere tale om kombineret industri- og kystvandring. De fleste har set Avedøreværket fra motorvejen, men du skulle prøve at gå kyst-vejen rundt om værket. Det er fascinerende at se værket tæt på, at se de store vindmøller, som er placeret på vandsiden og ikke mindst den tilhørende udsigt over hele Køge Bugt. Start fx på diget ved Stamholmens østlige ende.

7: Præsteskov ved Holtug (Strøby Ladeplads): Kyst og skov fra Strøby Ladeplads og til Bøgeskov Havn skal du besøge. Her hvor Køge Bugt løber ud i Østersøen ved Køge Sønakke. Der er en lille klint, før det bliver til Stevens klint. Bøgeskoven står fint helt ud til klinten. Det er svært at blive enige med sig selv om, hvor vidt man skal gå på strand eller på kanten af klinten. Mountainbike kan sørme også medbringes.

8: Stevns Klint – Højerup til Rødvig: Stevns Klint er et helt kapitel for sig selv, når man taler kystvandring. Skal du gå en lille tur på klinten, så prøv trampestien fra Højerup til Rødvig. Stien løber helt ude på kanten af klinten og da klinten snor sig, er der mange steder rigtig fint kig til klint og kyst. Der er shelterplads i det gamle kalkbrud i Boesdal og koldkrigsmuseet Stevnsfortet er også et besøg værd.

9: Feddet ved Præstø Fjord: Feddet er en halvø, som tager dig fra Faxe Bugt og ind i Præstø Fjord. Virkelig flot rundtur fra hav til fjord, fin sandstrand og meget fugleliv.

10: Røsnæs og Røsnæs fyr: Sjællands vestligste punkt er sin egen lille verden. Naturen er helt speciel og klint og skrænter giver dig flot udsigt til Kalundborg Fjord, Fynshoved, Samsø, Samsø Bælt og Sejrø – i klart vejr. Det er smukt. Stranden er godt stenet, men der er også et fint sti-system på klinten og i skoven. Kaffe og forplejning i fyr-caféen. Man kan gå fra Kalundborg Station til fx. Røsnæs Havn, hvor det er muligt at tage bus retur til stationen.

11: Kobæk Strand ved Skælskør: Når man går fra Skælskør til Korsør, så får man et usædvanligt flot kig op igennem Storebælt til broen, til Fyn og selvfølgelig, noget nærmere, Agersø. Sjælland har også pæne strande.

Måske har du dine sweet spots på den sjællandske kyst. Jeg vil gerne høre om dem, så skriv gerne til mig om dem. God gå-tur.