Category Archives: Uncategorized

Vandremaraton 7. september

Lørdag d. 7. september 2019 har du mulighed for at prøve kræfter med kystvandring på maratondistancen. 42,195 flotte kyst-kilometer fra Køge til København. Vi starter kl. 8.00 ved Køge Nordstrand/Køge Marina (2 km fra Køge station). Ruten er flot og kystnær hele vejen langs Køge Bugt og til Købehavns Havn. Du skal selv sørge for forplejning og vand. Der kan tankes vand på turen. Du skal regne med, at underlaget er sand det meste af vejen og at vandreturen sagtens kan tage 10-12 timer at gennemføre. Der er ingen tidsbegrænsning og man går i eget tempo. Du skal være i god fysisk form og være klædt på efter vejret. Turen er på eget ansvar. Vandreturen afsluttes tæt ved Københavns Hovedbanegård. Deltagelse koster blot et bidrag til Scleroseforeningen – beløbets størrelse bestemmer du selv. Du er tilmeldt, når din donation er registreret med navn på min indsamling på dette link. Detaljer og rutekort tilgår, når vi nærmere os. Kontakt mig venligst ved spørgsmål (Messenger/andersfind@gmail.com/ 23364753). Vel mødt og tak for din støtte til Scleroseforeningen.

Etape 20: “You go Girl” fra Roskilde Havn til Boserup

Onsdag d. 1. maj vandrede 200 glade vandrere 16.000 skridt fra Roskilde Havn til Boserup Skov og retur og samlede ind i forbindelse med Scleroseforeningens landsdækkende kampagne ”You Go Girl”. De 16.000 skridt skulle markere, at der er 16.000 sclerosepatienter og overskriften ”You Go Girl” skulle markere, at 2/3 af de scleroseramte er kvinder. Anders Find fra Roskilde og Scleroseforeningen stod bag arrangementet i Roskilde.

Borgmester Joy Mogensen bød de mange vandrere velkommen og holdt en fin tale for dem, før hun sendte dem af sted på de 16.000 skridt, cirka 10-11 kilometer langs smuk fjord og skov.

(fra venstre: Borgmester Joy Mogensen, Anette Cordes (formand for Scleroseforeningen i Roskilde), Anders Find (initiativtager ”Gå for livet”) og Tina Hindsbøl (bestyrelsesmedlem Scleroseforeningen i Roskilde).

Anders Find som er initiativtager til vandreturen, startede sidste år et kystvandringsprojekt ”Gå for livet”, hvor han vandrer Sjælland rundt langs kysten og inviterer folk med på vandreturen, mod at de støtter hans indsamling til Scleroseforeningen. ”Kystvandring er sundt, socialt og en flot oplevelse for sclerosepatienter og for alle”. Jeg håber, jeg kan inspirere nogle flere til at bruge vores flotte kyst til at få vandreoplevelser. 1.861 kilometer er der rundt om Sjælland. Anders er cirka halvvejs og har samlet cirka 40.000 kr. ind til sclerose-sagen på nuværende tidspunkt. Anders’s vandringsprojekt kan følges på Gaaforlivet.com.

Sclerose er en sygdom som angriber centralnervesystemet og som ikke kan helbredes. Årsagen til sygdommen kendes ikke og sygdommen er af uforklarlige årsager særligt udbredt på de nordlige breddegrader og i Danmark, og derfor er det vigtigt at få samlet penge ind til forskning, og det kan vandrearrangementer som ”You go girl” være med til.

Her se en del af de 200 vandrere i Kællingehaven, da de onsdag gik 16.000 skridt mod Sclerose. Tak til alle for en fin forårsgåtur og for den store støtte til indsamlingen. Man kan stadig støtte på linket her. Tak og god gåtur.

Gå 16.000 skridt 1. maj fra Roskilde Havn til Boserup og retur

D. 1. maj afholder Scleroseforeningen over hele landet “You go Girl”-Vandreture på 16.000 skridt, for at sætte fokus på, at det primært er kvinder, som rammes af sygdommen.

Jeg arrangerer en vandretur i Roskilde fra Roskilde Havn til Boserup Skov og retur – smuk kystvandring. Borgmesteren i Roskilde, Joy Mogensen, vil introducere gåturen og går med.

Du kan tilmelde dig gå-turen her. Deltagelse koster blot et bidrag til min indsamling til Scleroseforeningen på Mobilepay 11683 kommentar “gå” eller med betalingskort på linket her.

Tak for din støtte. Vi ses d. 1. maj kl. 17.00 på Roskilde Havn.

Etape 19: Lyndby Havn til Selsø Slot (inkl skraldeindsamling)

Søndag d. 31 marts skulle der ryddes op i naturen og vandres langs Roskilde Fjord. DNs landsdækkende indsats med skraldeindsamling var i Nationalpark Skjoldungernes Land bl.a blevet til oprydning langs fjordkysten. På Facebook havde over 8.000 vist interesse og 300 foreløbigt tilmeldt sig til at “gå for livet” cirka 16 kilometer og samle skrald fra Lyndby Havn og til Selsø Slot. Det var derfor med en vis spænding, at jeg sammen medmine børn stod og ventede på vandreselskabet på Lyndby Havn søndag kl. 9.30. Cirka 70 morgenfriske vandrere mødte op, klar til flot fjordvandring og skraldeindsamling. Det var fantastisk og noget overvældende, og den største gruppe jeg har haft med ude at gå til dato. Jeg fik introduceret gå-turen og da ruten desværre ikke kunne følge kysten hele vejen, men også skulle krydse landevejen flere gange, valgt jeg at dele gruppen op i mange små grupper af 4-6 vandrere, som blev sendt afsted forskudt.

Der var flot sol og blå himmel men også vind fra nordvest, så det blev en blæsende men flot dag. Der var heldigvis ikke meget skrald langs kysten, men langs landevejen var der desværre alt for meget skrald og cigaretskodder.

Vi spiste frokost halvvejs i Gershøj og sluttede på Selsø Slot, hvor der blevet taget fint imod os og serveret saft og snaks i slottes flotte kælder. Tak til Selsø Slot.

Der blev samlet meget skrald, måske i omegnen af 100 kilo (meget blev smidt i skraldespande på ruten), og samlet penge ind til Scleroseforeningen.

Tak til alle for støtten og hjælp med at holde naturen ren. Det var en fin dag 🔆👣.

Vandretur søndag d. 31. marts fra Lyndby Havn til Selsø

På søndag d. 31. marts “går vi for livet” fra Lyndby Havn til Selsø Slot. Jeg er i gang med at gå sjælland rundt langs kysten og jeg er glad for, at så mange vil gå med på noget af turen og hjælpe med at holde naturen ren og støtte Scleroseforeningens arbejde.

Vi mødes kl. 10.00 på Lyndby Havn og fordeler os i grupper á 5-10 personer. Vi deltager i Nationalpark Skjoldungernes Lands oprydning af fjordkysten, som er en del af projektet “Plastfri Fjord” og DNs affaldsindsamling.

Grupperne bliver sendt afsted lidt forskudt og får hver især ansvar for en del af ruten, hvor de skal rydde op, så alle rydder ikke op langs hele ruten. Det er vigtigt, at du medbringer en skraldepose til eget brug og et par arbejdshandsker.Vi kan stille det indsamlede skrald ved siden af skraldestativerne ved Selsø Slot. Det vil blive afhentet af kommunen i starten af næste uge.

Du skal selv medbringe mad og forplejning til vandreturen, som er cirka 17 kilometer lang og nok tager cirka 4 timer at gå. Der er toiletter og vand ved Gershøj Havn. Sørg for praktisk fodtøj og beklædning efter vejret. Vi skal bl.a. gå kystnært, hvor det kan være vådt.

Vi kan desværre ikke gå langs fjorden hele vejen, men bruger så turen til også at rydde op ved vej, sti og rabat. Se ruten nedenfor og på linket her.

Vi slutter af på Selsø slot, hvor det vil være muligt at se slottets flotte kælder og køkken, og få adgang til vand og toilet. Der er busforbindelse fra Selsø Slot mod Skibby, fx. afgang 15.16 eller 15.41, hvorfra der er busforbindelse retur til Lyndby/Roskilde eller mod Frederikssund. Tjek rejseplanen.

HUSK: Det er vigtigt, at vi overholder de almindelige trafikregler. Det er vigtigt, at vi ikke går ind på privat grund. Det er selvfølgelig vigtigt, at vi ikke selv efterlader skrald og andet i naturen.

Vi går også for at samle ind til Scleroseforeningen og deltagelse koster derfor et bidrag af selvvalgt størrelse til foreningen på Mobilepay 11683 kommentar “gå” eller med betalingskort på dette link. Tak for din støtte.

Hvis du har spørgsmål vedrørende turen, kan du kontakte mig på 23364753 eller andersfind@gmail.com.

Vi ses.

Etape 18: Amager “rundt”

Amager er ikke Sjælland, men det er tæt på, og Amager rummer fin kyst og natur – meget hovedstadsnært. På en martsdag med aprilsvejr gik jeg med de bedste venner fra Lufthavnen til Dragør – Søvang – Sydvestpynten – Kongelunden – Kalvebodfælled og slut ved Sjællandsbroen. Cirka 30 flotte kyst-kilometer startende i slagregn og afsluttende i strid modvind og med blå himmel og sol. Udtrykket “At blive blæst igennem” kom til sin ret. På lange stræk var det vanskeligt at føre en samtale pga vinden. Det var udfordrende vejrlig og vand- og vindtæt udstyr blev virkelig testet til det yderste. Det var flot at se, hvordan vejret ændrede sig fra time til time. Hvornår har du sidst gået eller på anden måde være sammen med dine bedste venner en hel dag, uden afbrydelser. Prøv det.

Vi går bl.a for at samle ind til Scleroseforeningen. Du kan også støtte min indsamling på Mobilepay 11683 kommentar “gå” eller på dette link med betalingskort. Af hjertet tak for din støtte.

Vandreruter.dk

Frits Ahlefeldt er vandringsmand, journalist og kunster og har gang i en række spændende projekter om vandring, bl.a kortlægning af de danske vandreruter. Frits har en omfattende hjemmeside med spændende perspektiver på vandring – http://www.vandreruter.dk – som bestemt er et besøg værd for alle, som interesserer sig for vandring. Frits tegner og maler også med vandre-relaterede motiver, og man kan købe hans kunst og dermed støtte hans vandreprojekter. Det er altsammen meget inspirerende.